Foto: Carlo Petersen
Kurt Verner
03.02.1943 - 07.11.2024
Kenneth Muhs, Borgmester i Nyborg Kommune har sendt nedenstående hilsen til minde om vores formand.
Vi takker ydmygt for denne hilsen og ser det som endnu et bevis for det store indtryk, som Kurt Verner gjorde, til alle der mødte ham.
"Kommandørkaptajn Kurt Verner, Tidligere Byrådsmedlem, Formand for Nyborg Marineforening – En Brobygger mellem Nyborg Marineforening og Nyborg Kommune er gået fra borde.
Det er med dyb sorg at samarbejdspartnere ved Nyborg Kommune og jeg, har modtaget beskeden om at Nyborg Marineforenings Formand , Kurt Verner, er gået fra borde den 7. november 2024.
Kurts liv og lederskab satte en afgørende kurs for foreningen og skabte en stærk alliance med Nyborg Kommune – en indsats, der har haft stor betydning for både foreningens medlemmer, Nyborg Kommune og i særdeleshed lokalsamfundet.
Kurts virke strakte sig over Søværnet, Marinehjemmeværnet, til byrådsarbejdet i Nyborg Kommune og ikke mindst i Nyborg Marineforening. Som Borgmester vil jeg sammen med mine kollegaer ved Nyborg Kommune mindes Kurt´s altid positive tilgang til samarbejde. Jeg vil som borgmester i særdeleshed huske Kurt´s altid utrættelige indsats for at finde løsninger under mottoet - "Det gør vi sgu".
Kurt var en drivkraft bag den traditionsrige markering af Danmarks vigtige mindedage i Nyborg, herunder National Flagdag den 5. september, mindehøjtideligheden over Operation Safari den 29. august og D-dag den 6. juni.
Herudover var Kurts utrættelige indsats, med til at sikre de Danske Krigssejleres minde med opførelsen og opsættelse af mindesmærket FORSAVN, på Kongens Skibsbro i Nyborg
.Disse ceremonier og indsatser samlede byen og hædrede fortidens ofre, takket være Kurts utrættelige arbejde og det bånd, han skabte med Nyborg Kommune.
Kurts indsats gjorde, at disse begivenheder blev mere end blot ceremonier; de blev symboler på sammenhold og respekt for de værdier, som Nyborg Marineforening, Nyborg Kommune og vores fælles historie står for.
Med sin baggrund i Søværnet og Marinehjemmeværnet samt sin karriere som kommandørkaptajn og Ridder af Dannebrog, bar Kurt både en stærk militær stolthed og et dybt engagement i det lokale fællesskab.
Han forstod vigtigheden af, at Marineforeningen skulle stå skulder ved skulder med kommunen i disse højtidelige anledninger, og gennem dette samarbejde skabte han et rum for fællesskab og minder, der vil leve videre som en del af hans arv.
Kurt Verners passion og lederskab efterlader et tomrum, ikke bare i Nyborg Marineforening men også i byen og i vores samarbejde.
Tankerne går til hans familie og til de mange, der gennem hans arbejde har oplevet betydningen af vores historie og traditioner.
Kurts minde vil blive æret med taknemmelighed og respekt.
Med dyb respekt
Kenneth Muhs
Borgmester Nyborg Kommune"